Vil du med ind i kosteskabet?
En fortælling om en af de bedste buffere mod stress

For et par år siden var jeg med arbejdstilsynet ude, da de undersøgte en gruppe af arbejdspladser, som havde svære betingelser hvad angik det psykiske arbejdsmiljø. En ting, som jeg blev opmærksom på i arbejdstilsynets interviews var, at når de havde været igennem deres afdækkende spørgsmål, spurgte de altid til sidst: ”Hvad gør I, når I har været udsat for noget, der er svært?” Jeg husker tydeligst et af svarene. Det var en gruppe af medarbejdere, som i en lang periode havde været ude for krænkende episoder med borgere. Det var ”en del af jobbet” og de var uddannet i konflikthåndtering, men de var alligevel oftest meget påvirkede bagefter. Det de gjorde var, at de gik ind i ”kosteskabet”.

Kosteskabet var et depotrum, hvor de kunne stå uforstyrret og tale med deres kollega om, hvad der netop var sket. Både den, som havde oplevet noget svært, men også kollegaen kunne spørge ”Vil du med ind i kosteskabet?”. Denne afdeling var ret unik, da de ingen stresssygemeldinger havde haft. De lå også mærkbart under det sygefravær, der var gennemsnit for de andre afdelinger, som havde samme klientel og et højt psykologisk pres.

Samtidig havde de nærmest ingen plads, da alt var inddraget til borgerkontakt. De fandt altså et uformelt åndehul, hvor de kunne tale privat om deres oplevelser i forholdsvis "skrabede" omgivelser. Ressourcerne var knappe, men det lykkedes altså alligevel denne afdeling, på trods af alle odds, at opretholde det gode arbejdsmiljø. Det synes jeg er interessant.

Hvorfor virker samtalen?

Vi ved at stærke sociale relationer kan være den bedste beskyttelse mod stress, men hvorfor?

Der er mange forklaringer på dette, men en af de vigtigste er det, der sker, når vi taler med hinanden, om det vi har oplevet. Vi får mulighed for at se begivenheden udefra, og den følelsesmæssige ”tilknytning” vi har til det, der er sket kan blive opløst og hermed også ubehaget efter oplevelsen. Det er lidt den samme tilgang, man arbejder med i mindfulness, som jeg kommer til at skrive mere om i mit næste indlæg.

Samtidig ved vi også, at det at hjælpe andre reducerer stress og depression hos den som hjælper. På den måde er der altså en gavnlig ”dobbelt-effekt”.

Tillid er afgørende

Hvordan kunne det lykkes for denne afdeling at have så gode samtaler?

Det kræver et højt niveau af tillid at være sårbar overfor en kollega. Du kan risikere, at den anden ikke lytter, bruger det, du fortæller imod dig senere, eller alt for hurtigt kommer med gode råd til ”hvad du skulle have gjort”. Det er vigtigt, at samtalepartneren forholder sig neutral med mindre andet er aftalt. Du har som samtalepartner til én, der har været ude for noget svært, blot en opgave. Du skal lytte og om muligt udtrykke medfølelse og forståelse. Afdelingen var trænet i, hvordan de skulle lytte til hinanden, og samtidig var der et højt niveau af tillid. Derfor kunne de lykkes med at have samtaler, hvor de kunne hjælpe hinanden. Og for hver samtale de havde, hvor de gik derfra lettede for deres byrde, steg tilliden til den anden og arbejdsmiljøet blev forbedret.

Et kosteskab eller for den sags skyld mere formaliserede samtalerum kan jo på ingen måde erstatte god ledelse, passende normeringer eller et vedvarende fokus på balance i krav og ressourcer, men det er et godt sted at starte, som jeg ser det...

Hvem taler du med, når du oplever svære episoder i løbet af din arbejdsdag?

Trænger du til én at tale med omkring din stress? Læs mere her: