Det er hårdt arbejde at skjule sin stress
Hver dag skal omgivelserne overbevises om, at alt er, som det plejer. Samtidig banker hjertet, ansigtet trækker sig sammen i ufrivillige tics, og hukommelsen svigter på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter. Det er hverdagen for mange mennesker, som hver dag kæmper for at skjule deres stress. Men hvorfor gør de egentlig det, og hvad kan der gøres for at skabe mere åbenhed om stress?
Han er over to meter. Hænderne ryster, og han græder, som om noget inde i ham er bristet.
Jeg er akut blevet kaldt på arbejde og har en indledende samtale på mit kontor med en mand, lad os kalde ham Søren. Nogle kolleger har fundet ham i omklædningsrummet, hvor han sad og græd med udslæt over hele kroppen.
Søren fortæller, at han har haft det mærkeligt længe. Ikke været sig selv. Midt i en opgave har han glemt, hvad han var i gang med, og samtidig har han bevidst gjort alt, hvad han kunne for at dække over sin psykiske tilstand. Arbejdet længere og mere. Forsøgt at vise alle, at der absolut intet var galt med ham, selv om både kolleger og leder spurgte bekymret til ham.
Men pludselig faldt korthuset sammen fra den ene dag til den anden, og nu sidder han overfor mig til en indledende samtale med alle symptomerne på alvorlig stress.
”Jeg var bange for, at de andre skulle se mig som svag. Jeg føler mig svag. Jeg har altid været den, de andre kom til, når de havde spørgsmål. Hvad sker der nu? Vil de se på mig på en anden måde? Vil min leder se på mig på en anden måde?” siger han.
Når stress bliver skamfuldt
Denne fortælling er absolut ikke unik. I mit arbejde som psykolog har jeg hørt historien gang på gang. Fortællingen om, når stress bliver skamfuldt og skal gemmes væk. Helt væk.
Samtidig har jeg undervist ledere i, hvordan de skal håndtere stress hos medarbejderne. Undervist dem i, hvor vigtigt det er at lægge mærke til, om der er ændret adfærd hos medarbejderen. Hvor vigtigt det er at spørge ind. Huske at stille krav, som svarer til medarbejdernes ressourcer og kompetencer. Men hvad nu, hvis en medarbejder skjuler sin stress, og skjuler den godt? Hvad gør man så som leder eller kollega? Kan man overhovedet gøre noget?
Stressen skal ud af det enkelte menneske
Som leder har man et ansvar for ikke at presse sine medarbejdere for hårdt. At lære medarbejderne at kende, så man opdager eventuel ændret adfærd. Samtidig er der generelt et behov for at tale om stress som noget, der ikke handler om mennesker, der er robuste eller ikke robuste, men om den måde, som organisationer og samfund er bygget op på.
Vi kunne begynde med at se på stressen, som noget der rammer personen og ikke som et udtryk for en svaghed eller en manglende robusthed i personen. Se på stresssen som et udtryk for noget, som også handler om omgivelserne og kulturen, der hvor den pågældende befinder sig.
Når vi taler om perfektionister, 12-talspiger, den pligtopfyldende og den overinvolverede, så placerer vi skylden hos personen og glemmer at se på de omgivelser, der har anerkendt denne adfærd eller måske ligefrem opmuntret den.
Det kunne minde om den amerikanske valgkamp, hvor alle taler om manden, som mod forventning endte med at blive præsident, men få taler om det samfund, der har gjort det muligt for ham at stige til tops.
Vi må begynde med at tage stressen ud af det enkelte menneske og sætte det ind i det enkelte menneskes kontekst. Det må være første skridt mod at fjerne skammen i forbindelse med stress.
Positive rollemodeller
Endeligt er der behov for positive rollemodeller, som vi kan spejle os i. Det er mennesker, ledere, kolleger, som stiller sig frem og anerkender, at nogle gange bliver det for meget. Nogle gange truer stressen med at indhente os, og det er der ingen skam i. Hvis dialogen så kan handle om, hvordan vores organisation er bygget op, og om noget bør ændres, eller hvordan det omgivende samfund presser på og på hvilken måde, vi kan modstå dette pres?
Ja, så er vi nået et meget langt stykke, og vi har vendt øjnene imod omgivelserne i stedet for mod personen. Måske vil det betyde, at vi kan gribe en person som Søren, før han bliver ramt af stress. At han ikke behøver at skjule stressen - fordi der er skabt en kultur, hvor stressen ikke alene tilhører ham, men også det, som omgiver ham.