”Det er ikke nødvendigvis nogen nem proces, men det hjælper”
Louise er leder for 25 ansatte og så vant til at have travlt, at det var svært at erkende, at hun havde stress. Heldigvis kom hun ind i et godt samtaleforløb, og i dag hænger hverdagen sammen igen.
Som leder i en stor dansk NGO er både travlhed og ansvar naturlige dele af jobbet for 53-årige Louise. Hver dag byder på små og store beslutninger med små og store konsekvenser. Og det er der sådan set ikke noget i vejen med. Men i sommeren 2020 begyndte noget at ændre karakter.
”I min egen forestilling kørte jeg, som jeg altid har gjort, afsted hver morgen og var klar. Men efter nogle timer endte jeg med at stå med stribevis af løse ender. Jeg mistede overblikket og blev træt. Jeg havde svært ved at fokusere. Samtidig havde jeg en følelse af ikke at slå til”, siger Louise.
Hun fortæller også, hvordan hun tog sig selv i at blinke og knibe øjnene sammen på en særlig måde. Til trods for den forholdsvis store mængde af både fysiske og psykiske symptomer, faldt det hende ikke ind, at der var tale om stress.
Strittede i mod
”Det tog en måned, før en kollega fik øje på det og simpelthen sagde, at jeg skulle gå hjem. Det gjorde, at jeg fik trukket vejret lidt og havde nogle dage, hvor jeg blev lidt længere i sengen. Og selvfølgelig kunne jeg godt se, at det var noget, jeg var nødt til at fokusere på”, fortæller Louise.
Spørgsmålet er dog, om hun tog det helt alvorligt nok til at begynde med. Da Louise senere talte i telefon med en anden kollega, afviste hun i hvert fald et ellers både rimeligt og fornuftigt forslag.
”Han sagde, at han kunne høre på min stemme, at jeg lød anderledes, og han tilbød at lukke for min systemadgang, så jeg ikke kunne logge på. Men jeg strittede i mod, og det endte med, at jeg fik ham overbevist om at lade være”, siger Louise.
Det næste, der skete, var, at Louises egen leder anbefalede hende at søge læge. Selvom det ikke blev lægen, der hjalp, og selvom det ikke ligefrem var nogen behagelig konsultation, skulle det alligevel vise sig at være en god idé. Tiden hos lægen gik med, at hun sad i stolen og græd, og lægen var ikke et sekund i tvivl om, at der var tale om stress.
Var jeg bare træt? Trængte jeg bare til ferie?
På den baggrund bevilgede Louises leder i første omgang fem samtaler hos en coach, og det var her, Christa Jørgensen første gang kom ind i billedet.
”Jeg fandt selv Christa på nettet, og hun ringede tilbage samme dag. Det var supergodt. Vi fik en snak allerede i telefonen, og vi aftalte ret hurtigt første møde, som også blev første gang, jeg sad overfor et menneske i en hel time og fortalte, hvordan jeg havde haft det”, siger Louise.
Første samtale blev også første gang, erkendelsen af at være ramt af stress for alvor indfandt sig. Louise medgiver, at det tog lang tid for tiøren at falde.
”Det var overvældende, og jeg var enormt træt, da jeg gik hjem, men det var den helt rigtige erkendelse. Før havde jeg været i tvivl. Var jeg bare træt? Trængte jeg bare til ferie? Jeg ved godt, at der er noget stædighed i det, men det var altså først efter at have siddet der sammen med Christa i en hel time, at jeg for alvor erkendte min situation. Hun er meget god til at stille de rigtige spørgsmål”, siger Louise.
Tingene blev sat på plads
Følelsen af at være kommet i gang med den rigtige proces stod helt klar efter første samtale. Alligevel gik der tid, før de reelle fremskridt indfandt sig. Også længere tid, end Louise egentlig var klar til at acceptere.
”Der kom et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at nu skulle det altså være bedre, og faktisk troede jeg, at det gik bedre. Mens vi sad og satte datoer på de næste tre samtaler, tænkte jeg, at det måske var overkill, men det viste sig at være fuldstændig, som det skulle. Christa var god til at gennemskue, hvordan det rigtigt forholdt sig, og det gjorde, at vi kunne arbejde videre, så tingene blev sat på plads og konsolideret”, siger Louise.
Otte samtaler senere …
I dag har Louise været gennem i alt otte samtaler med Christa. Ud over en nødvendig forståelse af sin egen situation og sine egne grænser, har hun fået en række redskaber til at undgå at komme i samme situation igen. Både på den praktiske side og i forhold til, hvordan hun ser på arbejdet.
”Jeg er både blevet bedre til ikke at bebrejde mig selv, hvis der er noget, jeg ikke når, og samtidig har jeg fået en langt mere enkel planlægning af min dag. En del af processen har også været at lære at uddelegere opgaver, hvor jeg før var tilbøjelig til selv at tage det hele. Så det handler både om at dele ansvar og om ind i mellem helt at turde slippe ansvaret,” siger Louise.
En nødvendig inddragelse af lederen
For at gardere sig mod at gentage de usunde mønstre, har det været nødvendigt at involvere Louises leder. Det er sket systematisk og styret, bl.a. ved at afrunde forløbet med at Louise og Christa skrev en rapport, som lederen og Louise bruger som et fælles værktøj.
”Rapporten handler om, hvad jeg var igennem, og hvad jeg skal huske for at blive ved at have det godt. Her spiller min leder en vigtig rolle, for det er vigtigt, at han også bliver ved at være opmærksom på, hvilke ting, der kan få tingene til at køre af sporet. Så rapporten fungerer som et godt praktisk redskab for os begge to,” siger Louise.
Hun understreger flere gange, at hun ikke ser grund til at kritisere sin leder. Det handler om, hvor vigtigt det er, at de begge to husker at holde fast i de gode mønstre. Også selvom det indimellem kræver noget at prioritere det.
”Jeg vil simpelthen ikke have det sådan igen. Det var også det, der gjorde, at jeg bed mig fast i første omgang, selvom det var mentalt hårdt. Jeg har jo ikke ransaget mig selv på den måde før. Det med hele tiden at skulle kigge på sig selv og sine egne handlinger kræver energi. Det er ikke nødvendigvis nogen nem proces, men det hjælper”, siger Louise.
Et forløb i trygge hænder
Louise mærker stadig efterveerne af det, hun har været igennem. Hun har det godt uden af den grund at betragte stress som et definitivt overstået kapitel. Men samtalerne er forbi for nu, og hun ser tilbage på forløbet som helt afgørende for, hvor godt det er gået.
”Jeg tror ikke, jeg havde haft det, som jeg har det i dag, hvis jeg ikke havde talt med Christa. Hver eneste gang, jeg gik derfra, var jeg på den ene side kæmpetræt og på den anden side fyldt op af, at der var sket en udvikling. Og så har jeg altså virkelig følt mig i trygge hænder”, siger hun. Det sidste tillægger hun stor betydning for lysten til at vende tilbage gang efter gang, selvom det ind i mellem var krævende.
”Jeg har følt, at det var vigtigt, når jeg kom, og jeg har følt, at Christa vidste, hvem jeg var. At hun lærte mig at kende og huskede, hvad jeg sagde og vendte tilbage om det. Det var min fornemmelse, at det var relevant. Det var ikke ligegyldigt. Samtalerne var intense og betydningsfulde og behagelige.”
Note:
Louise er et opdigtet navn, da personen af hensyn til sin arbejdsplads ønsker at være anonym.