“Det var lidt en åbenbaring”

For Line har coachingsamtaler ikke blot hjulpet til at genfinde arbejdsglæden og sætte en stopper for et skadeligt tankemylder. De har også skabt et stærkt fundament for den videre karriere.

Line er typen, der har det med at suge opgaver til sig som en svamp. Det har ført meget godt med sig på karrierefronten, men efter fem år i en dansk medievirksomhed var både hovedet og skrivebordet fyldt op.

”Jeg begyndte gradvist at miste overblikket og fik stadigt sværere ved at prioritere opgaverne. Samtidig flød hovedet over med tanker om arbejdet, når jeg sad hjemme i sofaen om aftenen og egentlig skulle holde fri”, forklarer hun.

 

Når hun kigger tilbage, ser hun ikke på det som egentlig stress. Hun havde ikke fysiske symptomer som søvnbesvær eller hjertebanken. Alligevel lægger hun ikke skjul på, at situationen i den grad var uholdbar og på flere måder også ude af kontrol.

 

”Arbejdet optog hele tiden mine tanker. Og når først tankerne kørte, gik det stærkere og stærkere. Jeg havde svært ved at hoppe ud af det igen. Hvis jeg bare kunne stoppe op og træde væk og se det udefra, ville det være til at have med at gøre. Men jeg var ikke i stand til at lægge det fra mig”, siger Line.

Nødvendigt at gribe ind

Den pressede situation på jobbet var også begyndt at påvirke humøret. Efter over fem år med fuld fart på karrieren i noget, der på mange måder var et drømmejob, var det faglige overskud udfordret. Det stod klart, at tingene var nået til et stadie, hvor det kunne blive kritisk, hvis det fik lov at fortsætte.

 

”Jeg forklarede min chef situationen, og heldigvis var hun meget forstående. Det var der, vi blev enige om, at det ville være en god idé at sætte gang i et forløb hos en coach”, forklarer Line.

 

Line fandt selv frem til Christa Jørgensen og fik hurtigt sat et forløb i gang. Resultaterne viste sig i løbet af kort tid. Ved hjælp af coachingsamtalerne fik Line stille og roligt tingene tilbage på sporet. Christa og Line gennemgik systematisk det mønster, som var årsag til problemerne. Resultatet blev en ny tilgang, som har gjort en stor forskel, ikke kun i forhold til at sortere i opgaverne, men også i mere grundlæggende forstand.

 

”Gennem samtalerne har jeg lært, hvor stor en forskel det kan gøre, hvis man formår at stoppe op og vurdere både situationen og opgaven i stedet for bare at sige ja. Før var det med at sige ja til opgaver en form for automatreaktion”, forklarer Line.

 

Erkendelsen kom ved tredje samtale

Line husker stadig præcist, hvornår det gik op for hende, at noget havde forandret sig i hendes tilgang. Det skete i forbindelse med tredje samtale.

 

”Det var lidt en åbenbaring. I stedet for bare at levere kunne jeg se, at jeg jo faktisk havde en kvalificeret holdning til tingene. En mening om, hvordan og af hvem en opgave løses bedst. Siden har jeg skiftet ansvarsområde, og der hvor jeg sidder i dag, er det en decideret faglig ting, fordi det faktisk er nødvendigt at have en mening. Jeg ville ikke kunne have den stilling, jeg har i dag, uden at have en holdning til tingene”, siger Line.

 

Styr på tankemylderet

En anden og nok så alvorlig ting, der blev arbejdet målrettet med til samtalerne, var det omsiggribende tankemylder, som fik jobbet til at fylde alt for meget, også i fritiden. Også her fik Line konkrete redskaber med sig, som hjalp til at få skik på tingene.

 

”Jeg fik nogle gode metoder fra mindfulness til at lære at lægge tankerne fra mig. I dag kan jeg godt registrere, at tankerne er der uden at lade mig rive med af dem. Jeg kan betragte dem og lade dem passere. Det gør en kæmpe forskel”, siger Line.
Læs min artikel om, hvordan du kan bruge Mindfulness her

Er du også blevet bedre til at lægge arbejdet fra dig?

 ”Ja, i høj grad. Men jeg ved også, at det er en udfordring, der ikke bare forsvinder. Det ligger i min personlighed, at jeg kaster mig over opgaver, jeg synes er spændende. Jeg er helt sikkert blevet bedre til det – også til at prioritere – men der er også perioder, hvor det stadig er en udfordring”, siger Line.

 

Arbejdsglæden vendte tilbage

Før coachingforløbet var Lines glæde ved jobbet i høj grad udfordret. I dag er arbejdsglæde et område, hun oplever at have ændret fundamentalt holdning til.

 

”I dag ved jeg, at uanset, hvilke opgaver, jeg sidder med, og uanset hvilket ansvar, jeg har, vil jeg havde det godt, imens jeg arbejder. Det fandt vi frem til som en grundsætning, jeg skal holde fast i. Det er blevet mit faste pejlemærke”, siger Line.

 

Coaching på distancen

Coronaen rullede ind over landet, før det planlagte forløb var ført til ende. Derfor foregik sidste del af det online. Mens Line nok foretrækker de fysiske samtaler, var det digitale format ikke nogen hindring for at nå i mål.

 

”Jeg synes, det er rart at mødes fysisk. Blandt andet, fordi jeg synes, det er rart, at man sidder i et andet rum end man plejer. Så ser man også tingene anderledes. Men når det ikke kan lade sig gøre, fungerer det fint at afholde samtalerne online”, siger Line.

 

Det forløb, Line har været igennem, er afsluttet, men aftalen med både Christa og Lines chef er, at det kan genåbnes, hvis det bliver aktuelt.

Note:

Line er et opdigtet navn, da personen af hensyn til sin arbejdsplads ønsker at være anonym.

Er du nysgerrig på, hvad jeg kan gøre for dig, kan du læse mere her